Streaming setup

Vil du i gang med at streame, men er ikke så erfaren ud i hardware/gear og hvordan man gør. Læs med og få nogle tips til hvordan du kan gribe det hele an, og hvad du skal bruge til dit første streaming setup.

Hvad skal du streame?

Først og fremmest er der jo kæmpe forskel på hvad du vil streame, og hvor du vil streame fra! Vil du sidde stille foran din PC og streame spil, er gearet noget helt andet end hvis du vil streame på farten i naturen.

De fleste jeg snakker med vil streame noget spil eller lignende, så med udgangspunkt i det, har jeg taget udgangspunkt i mit eget setup, og mine egne erfaringer. Bemærk der i dette setup er fokus på at prisen skal holdes nede.

Det skal du bruge

Her er alt hvad du som minimum skal bruge:

  • En computer (duh)
  • Et headset med mikrofon
  • Et webcam, hvis ikke din computer har et indbygget
  • Software der gør streaming nemt

Har du dette, er du klar til at starte din stream nu – eller så snart du har fået sat din software op.

Tips til streaming-computer

Om det er Mac eller PC gør ikke noget, men de fleste gamere er nok på PC. Det man skal være opmærksom på ift. computeren, er at den skal kunne trække de spil man spiller, samtidig med at den skal kunne skærmoptage, optage video og sende det ud på din stream. Det kan godt trække lidt ressourcer, men alle moderne gaming PC’er kan trække dette, så længe der ikke er tale om at du spiller sindssygt krævende spil, samtidig med du filmer dig selv fra 4 vinkler.

Jeg antager at du allerede har en computer, så start bare ud med den.

Tips til headset

Dit headset skal gerne have mikrofon indbygget. Nogle bærbare har en indbygget mikrofon, men den er sjældent ret god, og opfanger alt for meget støj – og støj gider man ikke lytte til på en stream.

De fleste moderne gamer headsets har mikrofoner, og de er som regel også ganske gode. Nogle kan godt være lidt for gode til at opfange lyd omkring dig. Hvis du f.eks. har en støjende blæser i din PC, kan man måske høre den i mikrofonen. Men prøv med dit nuværende headset, og lav en optagelse hvor du snakker i mikrofonen – så kan du høre hvordan det lyder udadtil.

Selv bruger jeg et gammelt Steelseries Artis 7. Se evt. siden der handler om streaming headset for at finde et der passer dig.

Tips til webcam

Du skal selvfølgelig også vise dig selv på streamen, så et webcam er et must. Har du et indbygget i din bærbar eller lignende, så start ud med det, og se hvordan kvaliteten er. I et typisk streamer setup vises man blot på et lille område af skærmen, og derfor behøver kvaliteten ikke være super skarp.

Har du ikke et indbygget kamera, så kan et billigt webcam klare det meste. Mit eget er et billigt Gear4U HD streaming webcam. Skal du streame noget hvor dit billede fylder hele skærmen, så skal det minimum optage i HD kvalitet, men det kan de fleste kameraer også.

Sørg for at sidde i et godt oplyst lokale, ellers skal du overveje også at købe noget lys, men det er en hel verden for sig selv. Jeg antager du har mulighed for god belysning, for at holde udgifterne nede.

Tænk også over hvad der er bagved dig. Ingen gider se et rodet værelse i baggrunden. Sidder du i et rum som ikke er super velegnet til streaming, så overvej om du kan have et forhæng du kan trække for, eller overvej evt. en greenscreen eller lignende baggrund som nemt kan trækkes op og gemmes væk.

Tips til streaming software

De fleste streamer på Twitch, så det er det jeg tager udgangspunkt i, men der er selvfølgelig også mulighed for at streame på andre platforme. Skal det være et helt simpelt setup, kan du i teorien klare dig med en telefon, og den platform du vil streame fra, f.eks. Twitch, YouTube eller TikTok appen. Men når vi snakker streaming af spil, skal der være mulighed for at vise skærmen, og der skal lidt software til.

Selv er jeg rigtig glad for den gratis opensource OBS (Open Broadcaster Software), mens nogle kører Streamlabs versionen af OBS, som er tilpasset med lidt smarte features som samarbejder med Streamlabs. Der er også Twitch’s egen Twitch Studio. Skal det være simpelt, så kig på en af dem til en start. Der findes også bedre og dyre programmer, som kan mere, men det har du ikke brug for – slet ikke i starten.

Sådan kommer du i gang

Det næste der skal ske er at du skal oprette en konto på den platform du vil streame på, hvis du ikke allerede har det. Har vil du typisk få en privat (API) nøgle eller lignende kode, som gør at du kan forbinde din software med platformen.

Selve opsætningen af OBS kommer der senere en selvstændig guide til. Men tag et kig på nogle af dine yndlingsstreamere, og se hvordan deres stream er bygget op. Typisk er det spillet som helskærm, og så vises du selv i et hjørne af skærmen. Derudover kan der være forskellige andre overlays på længere sigt, men til en start er det de 2 hovedelementer.

Når det er sat op, er det bare at gå live. Del gerne budskabet om at du går live på dine sociale medier, så dem du kender måske vælger at kigge forbi. Regn ikke med der kommer ret mange ind i starten, men når folk kommer ind, så vær god til at interagere med dem og vær ikke bange for at bede dem om et follow (på Twitch). Så kan de nemt se hvis du er online fremover, og klikke ind på din stream.

Nu er du godt i gang – men pas på. Det kan blive vanedannende, og man kan købe sig fattig i gear!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *